Hvordan skriver man universitetsopgaver?

25 staldfiduser

[version 5.X.00\CGT– corr. 27.I.01]

De følgende gode råd gør ikke krav på at være hverken fyldestgørende eller særlig videnskabelige. Til gengæld bygger de på egne, dyrekøbte erfaringer.

Jeg har haft stor glæde og bekræftelse af at læse Umberto Ecos fremragende bog Come si far una tesi de laurea (1977) oversat til dansk af Pernille Harsting og Lise Grosen Rasmussen: Kunsten at skrive speciale (1997 og senere). Eco kan her som på så mange andre områder anbefales på det varmeste.

1 Gå aldrig i gang med et emne, du ikke brænder for

Alle taber pusten undervejs, men hvis emnet virker kedeligt allerede fra begyndelsen, er det bedre at finde på noget andet. – Hvad enten din vejleder er begejstret for ideen eller ej.

2 Vent ikke på, at andre finde emnet til dig

Universitetet er ikke noget fritidshjem, og kan ikke forvente, at andre gør arbejdet for dig. En vigtig del af enhver opgave er faktisk at finde det emne, som er (1) interessant for opgaveskriveren, (2) i en eller anden forstand kan siges at være relevant (3) er afgrænset eller kan afgrænses til den aktuelle opgaveform.

3 Vælg emner, du kan overskue

Eco formulerer det i fire tommelfingerregler:

– Det skal være forbindelse med kandidatens øvrige interesser (andre eksaminer, politiske interesser, kulturelle, religiøse)

– De kilder, som skal benyttes, skal være tilgængelige for kandidaten (fysisk, materielt)

– De kilder, som skal benyttes skal være håndterbare (inden for kandidatens kulturelle rækkevidde)

– Metoden skal ligge inden for kandidatens erfaringsområde

4 Læg en tidsplan for din opgaveskrivning

Det nytter ikke noget at ‘tænke på at ville skrive en opgave om noget om x engang i det næste semester’. Den slags planlægning ender som regel med en ødelagt juleferie og et dårligt eksamensresultat. Væn dig til at se mere end to måneder frem! Du kan have mange forpligtelser (arbejde, familie, et andet fag osv), men det er dit eget ansvar at få det hele til at hænge sammen. Skriv planen ind i din kalender.

5 Find vejlederen på et tidligt tidspunkt

Vejlederens opgave er at vejlede, også i den første fase. Derfor er det dumt at vente med at tale med vejlederen af frygt for at komme til at sige og mene noget uigennemtænkt. Det første møde kan være meget betydningsfuldt for det videre arbejde. Husk din kalender ved mødet! Om vejledere og brug af dem se iøvrigt pjecen fra formidlingscentret: Brug din vejleder godt, selv om den lidt mistroiske indstilling, pjecen lægge op til, måske ikke er så klog en fremgangsmåde.

6 Gør dig klart, hvilke krav en universitetsopgave stiller

Den enkleste måde at få et indtryk af opgavens omfang og ‘videnskabelighed’ er at gennemlæse tidligere opgaver. Det er en tillidssag at udlåne opgaver. Spørg derfor først folk, du kender. Det er klogt at vælge opgaver i det fag, du skal skrive i – traditionerne fra institut til institut er meget forskellige, og hvad man end mener om dét, er det ikke tiden at reformere fagtraditioner i denne situation.

Det er vigtigt at huske, at i de fleste opgaver skal kandidaten prøves i sikkerhed i en faglig metode, ikke i selvstændig videnskabelig forskning. Dette gælder også specialer. Det er ganske fornuftigt, for selv om man skulle få en genial idé, hjælper det ikke, hvis man ikke er i stand til at fremstille den på en videnskabelig korrekt måde.

Lær opgaveskrivningens vanskelige kunst ved

(1) at læse en eller flere opgaver

(2) at lytte til, hvordan ældre studerende knokler med deres opgaver

(3) tale med din vejleder

(4) at læse videnskabelige artikler om mange forskellige emner; i artiklerne ser man et af opgaveskrivningens mål: den selvstændige fremlæggelse af et nyt forskningsresultat på en begrænset plads.

7 Tilegn dig fagets terminologi

På samme måde som håndværkere og EDB-eksperter har et fagsprog, som er meningsfyldt og nødvendigt for dem, har de forskellige gerne af filologien sin særlige terminologi. Den lærer man gennem studierne i al almindelighed, men det kan være klogt at systematisere den ved at læse bøger som Gerhard Jäger: Einführung in die Klassische Philologie München1975 og mange senere oplag.

8 Begynd din opgave med bibliografien

Mens du stadig er i den søgende fase, læser du mange forskellige bøger og artikler, nogle appetitvækkere, andre (for) vanskelige detailgennemgange af et problem.

Lav en bibliografi fra begyndelsen, og lav den rigtigt fra begyndelsen (se appendix). Bibliografien bliver rygraden i dit senere arbejde, og derfor er det vigtigt at lave en foreløbig registrering over de bøger, man får fat på. Den foreløbige bibliografi skal altså både omfatte de bøger, man med sikkerhed skal bruge senere, og en intern advarsel om dem, man aldrig skal se igen. Det klogeste er at lave et EDB-register (nogle oplysninger kan blokkes fra bibliografierne og indsættes direkte, andre må man selv skrive).

Sørg for at indrette din bibliografi rigtigt fra begyndelsen. en del af bøgerne skal smides ud senere, men det er dødkedeligt at sidde og rette bibliografien til i sidste øjeblik. Lær de rigtige vaner fra begyndelsen, dem skal du bruge igen og igen.

9 Lav referater af, hvad du læser

I gamle dage skrev man seddelkartoteker, hvor der stod korte resumeer bag på kortene eller på bikort, som man satte ind i kartoteket. Ideen kan med fordel overføres til EDB. Begynd med at indrette et særligt bibliotek med underbiblioteker til denne opgave (plutarch/bibliografi – referat – disposition – ...) og overfør de bibliografiske oplysninger til dit referat-bibliotek. Her står, hvor du kan finde alting.

Hvis du har råd, kan du med fordel kopiere artikler eller vigtige kapitler. Her gælder det samme: Stol ikke på din hukommelse! Sæt alt i ringbind i alfabetisk rækkefølge (efter forfatter, svarende til bibliografien) og angiv i bibliografien med et tegn (*#+ el. lign), at denne artikel findes i kopi i mappe **). Erfaringen viser, at man mange år kan vende tilbage til det samme emne i en anden forbindelse, og så er det en utrolig hjælp at have orden på notene, når man ikke længere kan huske, hvor hvad stod. Exx. hos Eco, s. 135ff.

I lærde værker kan bibliografier tage pippet fra læseren. De har ofte som et af deres formål at imponere læseren og bør ikke efterlignes i en universitetsopgave. Skriv kun de bøger i bibliografien, som du rent faktisk har læst eller læst i, og som du bruger i din opgave. Det andet er i denne sammenhæng videnskabeligt uhæderligt. Læs om videnskabelig hæderlighed og ydmyghed i Eco s. 142ff.

10 Lav en Adversaria

‘Adversaria’ betyder ‘det man bliver opmærksom på undervejs’ og bør være en notesbog, som følger en overalt, mens man arbejder med et emne. Ens Adversaria (husk tydeligt navn og adresse og løfte om findeløn!) er et uvurderligt arbejdsredskab, som computeren ikke har gjort overflødig: når som helst og hvor som helst kan man nedskrive et indskud, en idé, som kan vise sig at være god eller dårlig. Det vigtigste er at få den ned på papir. I jeres alder er I allerede begyndt at glemme, og den gode idé kommer måske aldrig igen. Her kan computeren ikke hamle op med papiret.

Adversaria skal selvfølgelig være til at finde rundt i – herom senere.

11 Lav en disposition

Dispositionen skal forstås som en fleksibel størrelse – ingen ved jo, hvad undersøgelsen vil vise, og dispositionen kan derfor sagens vise sig at være forkert. Det vigtigste er imidlertid at have noget at korrigere. Planer bliver kun rigtigere og bedre, hvis de bliver skrevet ned og korrigeret. Medbring dispositionen til hvert møde med vejlederen og aftving vedkommende en vurdering af den. Tag ikke ‘Det ser jo meget godt ud’ for gode varer, hverken fra vejlederen eller fra dig selv.

12 Begynd at skrive tidligt

Med den nye teknologi er der ingen undskyldning for at vente med at skrive. Skrivning er en kunst som brødbagning og rosendyrkning, og man bliver kun bedre af at prøve. Læg mærke til, at der ikke er tale om et enten tilegning af nyt stof eller fremlægning af epokegørende nye resultater. De to processer skal foregå samtidig og i samspil. Derfor er der ingen fare for skrive noget ‘forkert’. Det samme afsnit skal skrives igennem mange gange, både for at rette indhold og for at orbedre formen, og der er kun noget at rette, hvis der er noget på papiret. Under detailretningen sker der også en nødvendig korrektion af dispositionen. Husk at rette dispositions-filen løbende, så der ikke er uoveresnstemmelse mellem den nuværende plan og den nedskrevne! Qui scribit bis discit Den der skriver ned, lærer to gange.

13 Problemformulering

Probemformulering er et brugt og misbrugt ord. Problem betyder som bekendt ‘noget der er kastet frem til behandling’, og en universitetsopgave kan meget vel defineres sådan, ligesom opgaver ideelt opstår af en undren over et eller andet. Eco har nogle vidunderlige eksempler på opgaver – de kan ikke refereres, men må læses. Problemformulering er i virkeligheden kun en koncentreret fremlæggelse af, hvad man har tænkt sig at sige. Den skrives til sidst i sin endelige form, når man ved, hvad det er, men inden da skal den skrives om og om, mens man arbejder og bliver klogere på sit emne.

14 Gør dig afsender-modtager-situationen klar

Opgaveskrivningens særlige situation er meget vigtig at forstå og forholde sig til; især skal man huske på, at examinator og censor principielt ikke skal belæres, men kontrollere din lærdom. (Aristoteles formulerer det således: det er betegnende for den veluddannede [censor], at han er i stand til at vurdere, om det andre siger er sandt).

15 Skriv klart og godt dansk

‘Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta’. Fald ikke for fristelsen til at skrive i en opstyltet stil, som du sandsynligvis ikke behersker alligevel. Gør det til at dyd at udtrykke dig klart, entydigt og neutralt uden brug af ‘imponator-ord’, dvs. fremmedord, som ikke er almindelige i fagsproget og ikke er nødvendige for den entydige fremstilling. Man skal ikke være sproglig purist med heller ikke prøve at dække sig bag smarte, men upræcise floskler.

Det kræver ofte mange omskrivninger af teksten at finde den rigtige form. Du har tid til at omskrive, hvis du har sørget for at skrive noget i ordentlig tid.

Pas på med værdiladede ord og hurtige domme: ‘Forfatteren til denne artikel er iditot’ er ikke en heldig formulering af en uenighed med en forsker.

16 Udnyt dine omgivelser – ikke blot vejlederen

Selv om de færreste har venner, kæreste eller familiemedlemmer, der er eksperter i lige det område, man beskæftiger sig med, kan det være en god idé (i hvert fald en gang imellem) at sætte sig for at forklare, hvad man skriver om. Det er ofte overraskende, hvad tilsyneladende ignoranter på området kan bidrage med, først og fremmest ved at lytte og give den lærde kandidat tid til formulere sig mundtligt om sagen. Husk at have adversaria liggende ved siden af! Der skal uden tvivl skrives noget ned undervejs.

17 Skriv flere steder i opgaven på én gang og hver dag

Det er en misforståelse, at man ikke kan skrive kapitel 2, førend kapitel 1 er helt færdigt. Det vil hurtigt vise sig, at når man går i stå ét sted, kan man komme videre et andet, og at det videre arbejde kan sætte skub i det, der gik i stå. Lad være med at falde for ‘skriveblokeringssyndromet’. Skriv et andet sted! Der er altid noget (også noget mere rutinepræget), som du kan komme videre med – bibliografien og referaterne fx. Gør dig til en vane, at du har skrevet noget på opgaven hver dag, om det så kun er en ubetydlig omformulering. Nulla dies sine linea.

18 Sikkerhedskopier og versionsnumre

Det er ikke nødvendigt at printe teksten ud hver dag, men sørg for at få den sikkerhedskopieret, mindst én gang om dagen. Stol ikke på computeren. Hav en selvstændig diskette med det hele på!

Opgavens afsnit bør ligge i forskellige filer, mens man arbejder. Det er klogt at udstyre alle afsnit med en dato [version 5.X.00] og ikke blot et nummer – ingen kan senere hen huske, hvilket nummer man er kommet til. Gem ikke for mange af de gamle versioner. Du får ikke brug for dem, og de er kun forvirrende og kan blandes sammen med senere og rigtige versioner.

19 Kildehenvisninger og fodnoter

Kildehenvisninger (i tekst og noter) har til formål at give læseren mulighed for at kontrollere og arbejde videre med en påstand, som opgaveskriveren har fremsat. I klassisk filologi er der heldigvis en lang og god tradition for præcise kildehenvisniger til klassiske forfattere med et helt entydigt system (Brug altid forkortelserne i et anerkendt og udbredt værk, fx Oxford Classical Dictionary ell. lign.). Hvis man arbejder med uudgivet materiale, skal man være yderst omhyggelig med arkivsignaturer og lignende. Henvisninger til hjemmesider på www bør i hvert fald foreløbig følges af en udskrift på papir, som kan vedlægges i appendix.

Når der er tale om moderne litteratur (‘sekundærlitteratur’) er der flere skoler med hver sit referencesystem. Personligt foretrækker jeg det såkaldte ‘Harvard-system’, som forudsætter en konsekvent samarbejdning af henvisninger og bibliografi. Dette emne er meget omfattende og fortjener en særlig behandling, se appendix til staldfiduserne. Eco har s. 164ff en diskussion af emnet (han bryder sig ikke om Harvard-systemet, som dog i de seneste 25 år er blevet det almindeligste, især i engelsksproget litteratur).

Se også afsnittet ‘Gode råd, faldgruber, skik og brug’ s. 175.

20 Få altid andre end vejlederen til at læse opgaven igennem

Vejledere læser gerne dele af opgave igennem og giver gode råd, mens skrivningen står på, men den endelige redaktion er altid kandidatens ansvar. Derfor er det en god idé at alliere sig med venner og bekendte, der er skrappe til ortografi og tegnsætning, hvis man ikke selv føler sig sikker. Man kan godt sætte komma og finde stavefejl, selv om man ikke forstår alt, hvad man læser.

21 Citater på fremmede sprog

Der er to problemer her:

(1) Citater på moderne sprog. Begræns dem mest muligt. Hvis der er tydelige henvisninger, kan læseren om nødvendigt selv finde dem. En god, velformuleret pointe kan dog med fordel citeres, ligesom et udsagn, som man har tænkt sig at argumentere længe imod, nok bør citeres i deres fulde ordlyd (Eco s. 162f).

(2) Græske og latinske citater. Man skal ikke citere side op og side ned. Lange citater, som man af en eller anden grund finder det helt nødvendigt at citere, står bedst i et appendix. I opgaver i klassisk filologi er det klædeligt, at læseren kan føle sig sikker på, hvordan forfatteren udlægger teksten. Derfor bør der være en parafrase, der fremhæver de centrale ord og begreber (gerne gengivet i parentes) eller en egentlig oversættelse. – Men: Ne quid nimis, alt med måde.

22 Indskrivning og endelig disposition + indledning + konklusion

Hvis du har fulgt de tidligere staldfiduser, vil du ikke have brug for mange råd her – opgaven har taget sin egen form. Husk, at der ikke er én fast disposition, selvom nogle elementer er givne.

Der er dog nogle praktiske ting, man skal huske i sidste fase:

(1) Det tager længere tid at komme igennem sidste fase, end du tror.

(2) Forestil dig, at du uden advarsler og introduktioner får opgaven i hånden. Er det muligt at forstå, hvad det hele drejer sig om? Som regel ikke. Det intense arbejde har gjort forfatteren så fortrolig med problemstillingerne, at alt synes indlysende, hvilket som regel ikke er. Husk indlede med en halv side, hvor du begynder med at fremlægge problemet helt ligefremt, så læseren kan stige på og være med. Det er højst irriterende at måtte læse helt hen til konklusionen for at forstå, hvad det egentlig drejer sig om. Det må gerne formuleres som nogle punkter (‘theser’) som du vil behandle/beviser/modbevise.

(3) Det er altid en god idé at sammenfatte opgavens resultater i en konklusion. Husk, at det er en sammenfatning: der må ikke pludselig optræde nye momenter. Konklusionen kan skrives ud i ét, men det er ofte klogt at stille den op som punkter (evt. med henvisninger til side ** og **). I konklusionen viser forfatteren overblikket, og mange læsere vil begynde her.

23 Layout

Sidetallet er væsentligt. Lad være med at overskride. Flyt evt. noget materiale over i et appendix, som ikke tæller med, hvis du er i pladsnød. Det er bedre end at fifle med linieafstand og punktstørrelse. Censorer har sjældent så gode øjne som du.

Eco har s. 182ff ‘Afsluttende redaktion’ en mængde gode råd. Her kan andres opgaver også være gode at se på – særlig som advarsler om, hvad man ikke bør gøre! Fancy typografi og små vignetter bør man holde sig fra, ligesom nok så flotte, farvelagte forsider ikke altid bliver modtaget i den ånd, de er tegnet i.

24 Den endelig tekst

Når opgaven og dens disposition efter mange anstrengelser er blevet færdig, er det bedst at være i så god tid, at den kan ligge nogen tid inden den sidste gennemlæsning. Man bliver forbløffet over, hvad man ser af fejl efter bare 14 dage. Hellere nu end siden. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er der kun at håbe, at man har fundet det meste.

25 Evaluering

Bed altid vejlederen om en samtale efter karaktergivning og få en forklaring på, hvad der var godt og skidt – gerne skriftligt. Alle kan lære noget af en afleveret opgave. Vejlederens og censors opgave er ikke kun at give en karakter, de skal også give deres vurdering af, hvor kandidatens stærke og svage sider er, og hvordan de kan styrkes. Du skal jo skrive mange flere opgaver, artikler og redegørelser i dit videre akademiske liv!

Appendix

Havardsystemet kort fortalt

Princippet i Havardsyetmet er, at bibliografien og fodnoterne arbejder tæt sammen, og at alle henvisninger i fodnoterne principielt er til et efternavn, et årstal og en side.

Bibliografi

Forfatternavne skrives med almindelige bogstaver, titler på bøger og tidsskrifter med kursiv, sidetal, årstal o.a. med almindelige bogstaver, fx

Thomsen (1995) Thomsen, Rudi: Det persiske verdensrige. Aarhus 1995

Friis Johansen (1991) Friis Johansen, Karsten: Den europæiske filosofs historie. København 1991

Favrholdt (1995) Favrholdt, David: ‘Logisk positivisme’ side 378-389 i: Birgitte Rahbek (udg.): Når mennesket undrer sig. Vestlige tanker gennem 2500 år. Aarhus 1995

Hansen (1997) Mogens Herman Hansen: ‘One hundred and sixty theses about Athenian democracy’ i: Classica et Mediaevalia 48 (1997) s. 205-265.

Hvis en bog ikke har en egentlig forfatter (fx et lovkorpus, et leksikon), bruges ofte en anerkendt forkortelse, fx

SDE Den Store Danske Encyklopædi

DRB Danmarks Riges Breve

Disse forkortelser må man lære i faglitteraturen. Forkortelsesordbøget kan hjælpe, men gør det ikke altid.

NB: Vær meget forsigtig med at lave dine egne forkortelser. Det virker irriterende på læseren, når der optræder uautoriserede forkortelser. Hvis du gør det, skal du sørge for at være konsekvent, fx altid bruge samme forkortelse. Men undgå det i videst muligt omfang.

Tekster og kildeudgaver kan med fordel sættes for sig under forfatteren, fx

Aristoteles: Etikken. Oversat og udgivet af Søren Porsborg. København 2000.

Også her gælder det, at der findes anerkendte forkortelser, som det er en del af den faglige kunnen at beherske.

Fodnoter

Fodnoterne henviser til sidetal, fx

Favrholdt (1995) s. 380.

Forslag til rettelser og forbedringer af staldfiduserne modtages med tak.